80'erne og 90’erne åbnede op for nye stilarter og nye måder at anskue verden. Nysgerrigheden og min brændende lyst til at gøre noget andet og noget nyt blussede op og jeg gik i gang.

De stærke rene farver blev afløst af jordfarver og ikke mindst af den sorte farve som jeg i mit tidligere maleri sjældent brugte.

Den nye arbejdsproces inspirerede og stimulerede min ihærdighed, mine malerier blev historier, hvor tal og bogstaver beskriver nye tider i en ny verden. Måske er min nye "stil" lidt dyster, hvis man skuer tilbage til mine tidlige malerier - men under overfladen kan man skelne symboler og gamle ideer fra den "lyse" tid.

Bent Karl Jacobsen

Erik Lagoni

At fra dette punkt lade sig falde; helt derned hvor lys og mørke, ånd og instinkt - er ét.

                                            Dagbogsnotat, juni 1997

Alice Fanø

Den er med mellemrum dukket op i mine billeder, senest i juli måned på Møn, hvor jeg arbejdede på nærværende billede under åben himmel, med Salome i en ny fremtoning. Hvor hun tidligere har optrådt farlig og forførende, eller flot og uovervindelig er hun nærmest blevet æterisk og immateriel. Måske tilført en lethed som findes idet danske sommerlandskab.

Søren Ankarfeldt, Møn 1997

"Nå, man må jo frigøre sig" - sagde nøgendanserinden, og tog det rustne søm ud af navlen, da hun lå på jernbaneskinnen. "Nu kommer toget!" Og idet hun rejste sig, kom hun i tanke om, at det klæbede og klistrede af imaginær skønhed. En overdreven forstørrelse, der ingen steder havde hjemme. En brat opvågnen med øjne så store som tekopper, og hænder så tomme som et månekrater.

En længsel pisket op til det stiveste puds af ingenting. Absolut ingen ting. Netop derfor. Op af hullets klare vand, trækker jeg min lille spand. Hvilket arbejde at udfylde og dække over den store tomhed. Troen flytter bjerge, og håbet om et mirakel indfinder sig. Slå en skævert søster! Ongo Bongo Gonat.

Du må finde kærligheden frem, og sprede den ud over de små vragstumper, der ligger som krummer og fryser, nu hvor sløret ikke længere skærmer mod den fygende vind af fortabthed.

De små forladtheders liv futtede lidt omkring idet klare måneskin, og drømte videre om noget forunderligt ville ske en dag. De flød rundt i små selvlysende både på dybt mørkt blankt vand, så tungt af evighed, i den inderligt rummelige grotte. Der var drypsten i loftet og en udvej et eller andet sted i nærheden.

Line Storm

Maleriet er en hel verden, et univers af vibrationer, ikke bare et objekt for "påsmøring" , men et pulsslag, hvis åndedræt giver næring til utallige oplevelser. Uanset hvor jeg opholder mig i verden er mine malerier på en eller anden måde et resultat af forskellige kulturer, hvor dualismen mellem forgængelighed og eviggyldighed er en begrebsudvidelse, der til stadighed forudsætter nye iagttagelser. Det er min drøm at sammensmelte de enkelte kulturer med hinanden i mit maleriske værk.

Niels Reumert

(Uddrag fra Leif Dalgaard: "Niels Reumert -en kunstner i Berlin", Boggalleriet 1995)

en antydningens præcision… udført i komprimeret erkendelse,-

præcision opstået af sprogundersøgelser og sprogelementers konnektion

…og værkets kontekst.

Antydninger fritstillet til betragtning …

måske kunst.

En titel;

en anvisning til værket, en indgang.

Andre titler kunne være "occupied territories" , "act" , "anonym" or "historic" ,"

point of view" .

Vælg selv!

-billedet er altid mere end "titlen" ,

                                         Lisa Rosenmejer 97

At løbe som en kilde her over sten og klipper

på tværs af alle menneskevejene og kun forurenet af dem, smidigere end snogen, lettere end fuglen,

med et sind så klart som glas.

Hoppe fra sten til sten som kid ,

slå sin lysende manke ud under solen,

springe, hvor alle andre ville tøve,

smile med den klare himmels blå blik.

At synge på det tavse fjeld mellem sten

med mos og lav i lette farver, lysende sne,

på sætrene høre små klokker, føle

græssets kildren, kvægets ru tunger.

Stille spejle skovenes fyrre, som rækker

op igennem tynde, drivende skyer,

risle over stenede tun, hvor børn leger,

mens nordbagge trækker hø hjem i tremmevogne.

Dansende grave sig vej gennem jord og rødder,

gnejs og granit - uden tal på århundreder.

                                             Erik Mosegård Jensen

(Fra digtsamlingen "Lysets spinkle hinde" , forlaget Attika)

(Mikkel Bogh: Dorte Dahlin, Dansk Nutidskunst 18 (p. 17), Fogtdals Forlag 1993)

(H, Taine, "Om idealet i kunsten", trykt første gang 1874)

Jeg er taknemmelig for, at jeg hele mit liv, har fået lov at arbejde med det eneste jeg holdt af, at fortælle om mennesker.

Hanne Varming