RIKARD SILWÄRN

Den smukke rådhushal i Frederiksberg Rådhus er vanskelig at

bruge som udstillingsrum. I særdeleshed hvis udstillingen er

baseret på billeder for væggen, som i dette tilfælde, maleri. Van-

skelighederne beror på det faktum, at der helt enkelt ikke fin-

des noget rent vægplads i hallen. Hele hallen er indrammet af

en mængde store vinduer som er jævnt fordelt på

hallens vægge. Til at begynde med undres man over, at

ingen af vinduerne tilbyder nogen udsigt til verden udenfor, i

stedet ser man, i alle retninger, videre ind i bygningens afgrænsede

rum, trappehus og korridorer. Man indser dog snart at dette er byg-

ningens stil, et ideal om synlige funktioner som har sin arv fra

funktionalismen.

Problemet med ophængningen har udstillingsarkitekt Poul Inge-

mann løst ved at lade hver kunstner arbejde med et fast

format (h.285 x b.170 cm.), som kan dække vinduerne. Malerier-

ne bliver således jævnt fordelt i rummet i lighed med de vinduer

som de dækker. Udover at denne rene løsning er i samklang

med bygningen og løser problemet med vægpladsen, bliver

selve præsentationsformen en forenende ramme om

den meget brede skare udstillende kunstnere.

Men der er også noget andet på færde: Det, at dække et vindue

med et maleri, at afskærme en udsigt med et billede, fremkalder

nogle spørgsmål om billedets/kunstværkets natur. Hvad

er det egentlig vi ser, når vi dybest set berøres af et kunst-

værk?

l)

Man kan naturligvis altid hævde at et kunstværk er noget i sig

selv, at det aldrig er mere end det materiale det består af, ord-

net på en beskrivbar måde. Men jeg tillader mig at tvivle på

at nogen som engang har haft en alvorlig oplevelse i forbindel-

se med et stykke musik eller et billedkunstværk, føler sig tilfreds

med at oplevelsens forklaring findes i værkets bestanddele;

lydens svingninger og fordeling i tid, eller billedkunstværkets

materiale og dets indbyrdes placering. Dette ville være som

at stå med et forfængeligt smil og kigge på sin grovmaskede si,

da alt væsentligt for længst er løbet ud.

Så hermed lader jeg den opfattelse ligge.

2)

Man kan tale om billedet /kunstværket som et vindue, og man

kan tale om det som et spejl. Når man taler om billedet som

et spejl, er det billedet som i en rorschachtest, hvor det vi ser har

væsentligt mere at gøre med vores egen indre, ufremkomme-

lige skyggeverden, end med de tilfældige former og farver vi ser

på. Her er billedets egen væren et mere eller mindre effektivt

materiale for vores opmærksomhed at rikochettere mod,

for at opnå en introspektiv koncentration, der er tilstrækkelig

stærk til "at få øje på psykologiske hændelser som vi overser,

fordi vi er alt for veltilpassede yderverdenen". 1)

Når det gælder spejle kaldes ting og billeder foran spejlet for

"reelle" , mens det negative spejlbillede kaldes "virtuelt" .

Men for en mand som Carl Gustav Jung var de indre bille-

der i syner og drømme lige så reelle som dem i yderverdenen,

og han mente at disse arketypiske billeders relation til den ydre

personlighed var nødvendige for at kunne realisere selvet .

Trods at Jung beskæftigede sig med sjælens anliggender var

det ydre på ingen måde uden interesse for ham. Ligesom i

alkymien, som han studerede seriøst, synes Jung at mene at

"den hellige kunst ligger i på en eller anden måde at koble

mikrokosmos sammen med makrokosmos, det personlige med

det upersonlige, jeget med sjælen". 2)

" Himlen oven

Himlen neden

Stjerner oven

Stjerner neden

Alt som er oven

er også neden

Fat dette

Og fornøjes" 3)

 

3)

Billedet som et vindue, Er det således at vi - når vi oplever, at

tingene siger os noget udover det vi ser - så skimter noget

af de bagomliggende ideer til den verden vi kender?

Kan man se igennem et billede? For at blot røre ved dette

spørgsmål om billedet som et vindue - bagom hvilket vi kan skimte

noget af de bagomliggende ideer, de tidløse oversanselige

fænomener - så må man nævne Platons klassiske eksempel

med hulen, som kommer i forlængelse af hans sol- og linie-lig-

nelser i den metafysiske del af "Staten".

Platons eksempel med hulen er så velkendt, at det næsten kan

siges at være en slags filosofisk "folklore", Det er formodentlig

fordi hulen, trods en tilsyneladende "omstændelig indret-

ning", giver et forholdsvis enkelt og meningsfuldt billede af at til-

egne sig numinøs erfaring.

Huleboeren - som løsgøres fra sine lænker, der hvor han har

siddet fastsurret hele sit liv på en sådan måde at han blot har

kunnet iagttage et skyggespil af virkelighedens ting på den

inderste af hulens vægge- bliver vendt om og ført bort fra sit

underjordiske fængsel op mod sollyset:

"Det første han bliver i stand til at skelne, er de skygger

der kastes; derefter spejlbillederne i vand af mennesker,

huse og træer, og først derpå menneskene og tingene selv.

Men op mod himlen og alt hvad der befinder sig dér, kan han slet

ikke se før det bliver nat - så først går det lettere med at betragte

lyset fra stjernerne og månen, længe før han kan udholde at

se daghimlen og sollyset. Men det allersidste han bliver istand

til at se, det er solen, ikke spejlbilledet af den på vandoverfla-

den eller reflekser af den andetsteds, men betragte solen selv

som den er, på dens egen plads på himmelbuen. Og derpå ville

han gøre sig sine tanker om den, og begynde at forstå at det er so-

len som bringer årstiderne og styrer årets gang, og at den råder for alt i

den synlige verden og på en måde er årsag til alt, også det

som han selv og hans medfanger var vant til at se".4)

4)

Mit værk til denne udstilling består af to lige store blændram-

mer placerede så de dækker hver sit vindue idet sydøstlige

hjørne af rådhushallen. Den ene er forsynet med et lærred som

er forkromet, d.v.s. en kromfarvet monokrom. Kromen danner

en spejlflade. Spejlfladen er opløst af vævstrukturen så spejl-

billedet bliver forstyrret. Vævens struktur giver spejlfladen et

index, en slags "tegn for kunst"

Den anden blændramme er dækket med en tåget, halv-

transparent film som gør at man kan se det som er i berøring

med filmen. Man kan se blændrammens træstruktur mod fil-

men, men ikke det som er lige bagved. Vinduet bagved den

halvtransparente film er dækket med en tynd sort plade, så der

opstår et mørkt rum mellem vinduet og den halvtransparente

film. l pladen er der stanset små huller. Denne konstruktion gør at

hele vindueskarmen fungerer som et camera obscura. Der

kommer lys ind gennem hullerne i pladen. På filmen projicerer

dette lys små, omvendte, vage billeder af det der findes på den

anden side af vinduet. På den anden side af vinduet findes en

elevator.

Denne elevator er i lighed med bygningens princip om synlige

funktioner. Den er åben og består af et evighedsbånd med

elevatorstole, på hvilke af- og påstigning, på denne vertikale

færd, sker i farten. En sådan elevator kaldes en paternosterele-

vator. 5)

Idet der er flere huller i pladen som dækker vinduet opstår der

også flere projektioner af elevatoren på den matte film. Huller-

nes placering er lavet med udgangspunkt i stjernernes pla-

cering på et udsnit af stjerne himlen. Hvert hul har en størrelse

som er relateret til lysstyrken hos den stjerne som den modsvarer.

Det vil sige at en lysstærkere stjerne repræsenteres af et

større hul. Et større hul giver et lysstærkere og utydeligere bille-

de end et mindre, som giver et lyssvagere, men skarpere bille-

de. Jo mere den ses, desto utydeligere er den. Jo tydeligere

den er, desto mindre ses den...

Netop dette udsnit af himmelhvælvet er valgt på grund af at

det befinder sig i retning uden for pågældende vindue om

natten, den dato denne udstilling åbner. Tilfældigvis er det

dominerende stjernebillede på dette tidspunkt, i dette udsnit ,

stjernebilledet Pegasus. Denne bevingede hest fra antikkens

mytologi var gudernes transportmiddel mellem himmel og

jord, og blev af senere slægter kendt som en "poesiens sprin-

ger".

Således består dette billede frem for alt af et antal vage, op-

og -ned-vendte projektioner af en paternosterelevator i stjer-

nebilledet Pegasus' formation. De projicerede prikker er

fixerede, men inde i hver og en af dem lader paternostere-

levatoren sine stole stige til vejrs for siden atter at dale.

Det är något bortom bergen

Bortom blommorna och sången

Det är något bakom stjärnor

Bakom heta hjärtat mitt

Hören, något går och viskar

Går och lockar mig och beder

Kom till oss ty denna Jorden,

den är icke riket ditt... 6)

                                                                            Text & Billeder: Rikard Silwärn

Dansk oversættelse og assistance: Naja Monrad Hansen

Noter:

Send e-mail til kec@frederiksberg.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted. 
Besøg  stoffers.dk 
Copyright © 2000 Stoffers Frederiksbergsider
Senest opdateret: 27. February 2005