foretage to kloge indskrænkninger i muligheden for at deltage. Den ene er,
at de indbudte
kunstnere skulle være medlemmer af Kunstnersamfundet, hvilket i hvert fald
borger for en vis
professionel holdning til arbejdet. Den anden at udvælgelsen er lagt i
hænderne på en kreds
af anerkendte fagfæller, nemlig Jesper Christiansen, Dorte
Dahlin, Bent
Karl Jacobsen, Lars
Nørgård og Hanne Varming.
(Parentetisk kunne det måske være på sin plads at bemærke, at
medlemskab af diverse af
dansk kunsts loger naturligvis ikke i sig selv borger for kunstnerisk
lødighed endsige udtryks-
mæssig nytænkning og relevans, men især i disse år virker disse forsøg
på afgrænsninger i
nogen grad som dæmninger mod tidens ganske usædvanligt overvældende
produktion af
underlødig bras, hvor et kynisk statsapparat alt for ofte lader en række
mennesker privatise-
re deres samfundsskabte eller idet mindste strukturelle
beskæftigelsesproblem ved at lade
dem indlulle sig selv i en fantasi om en attraktiv og mytologisk
fejlfortolket tilværelse som
kunstnere.
Og omvendt: De kunstnere uden for Kunstnersamfundet og lignende instanser,
der vitterlig
har noget på hjerte, bliver som regel - og det er da også tilfældet her
- under alle omstæn-
digheder til en del af kunstinstitutionen, om ikke andet så en del af en
eller anden gruppe-
ring idet i øvrigt stærkt fragmenterede danske
kunstliv) .
Nå, tilbage til udvælgelsen, for med til den hører, at invitationen til
de deltagende kunstne-
re ikke blot har lagt op til at finde et passende værk fra lageret og
overlade resten til en mini-
trans. Bag udstillingen ligger en ide om at fastsætte en bestemt form, et
lærred med måle-
ne 285 x 170 cm som passer til vinduesåbningerne i hallen i Frederiksbergs
efterhånden et
halvt hundrede år gamle, pompøse rådhusbygning. De få skulpturer er
enten placeret i hal-
len eller i haven.
Ideen til udstillingens scenografi eller dens
fysiske betingelser er undfanget af arkitekten og
billedkunstneren Poul Ingemann. Poul Ingemann (født 1952) er - og det er
sandelig ment som
en ros - en rigtig arkitekt-arkitekt eller en arkitekt med stort A, hvis
fortættede arbejder er
præget af referencer til arkitekturhistorien og en udpræget teoretisk
optagethed af æsteti-
ske og formmæssige problemstillinger, hvilket også har ledt til et
omfattende samarbejde
med billedhuggeren Ingvar Cronhammer. Deres fælles værker kunne på disse
kanter senest
ses i eksempler på kunstmuseet Arkens udstilling Chambre i august i fjor.
Af egentlige byg-
ningsværker kan nævnes udvidelsen af Johannes Larsen-museet i Kerteminde,
og overskri-
der man kommunegrænsen og bevæger sig af Istedgade op mod Københavns
Hovedba-
negård, finder man hans interessante forsøg på byfornyelse ved
Gasværksvejkrydset; en stor
rød udbygning af en etageejendom.
Frederiksberg På Højkant byder på et generations- og udtryksmæssigt
tværsnit af dansk
kunst.
Omtrent i den aldersmæssige midte mellem yngste og
ældste deltager er Poul Agger (født
1936), hvis værkers baggrund bl. a. er tidlig optagethed af surrealismen.
Poul Agger fandt
imidlertid sin kunstneriske forløsning i et personligt formuleret malerisk
projekt, hvor ikke uvitti-
ge, amøbeformede, fantasifulde figurer flyder rundt i et konturløst
univers af overvejende kla-
re farver, og flere har fundet, at der i Aggers billeder ligger et
fabulerende og elskværdigt
opgør med maskinalderens gru og uhygge.
Agger er som flere af udstillingens deltagere
mangeårigt medlem af Grønningen, og det
samme gælder Ronald Burns (født 1942), der - i det omfang man nu ønsker
at gøre det - kan
rubriceres som surrealist; Burns er en uhyre detaljeomhyggelig og
reflekteret, gennemarbej-
dende maler, hvis lærreder trods en vis demonstrativ eller måske snarere
tilsyneladende,
uskyldig idyllisk tone synes at fremmane uheldssvangre og næsten
apokalyptiske, drømme-
agtige scenerier.
Et tredje grønningemedlem er Bent Karl Jacobsen
(født 1934) , som mange i dansk kunstliv
egentlig troede, var placeret en gang for alle, og den slags er så
betryggende, for så ved
man, hvor man har dem og kan hengive sig til genkendelsens blaserte glæde.
Fra en tidlig,
kras politisk kritik af forbrugersamfundet og bagsiden af markedsøkonomien
udviklede Bent
Karl Jacobsen et stadig mere enkelt, ironisk og tilsyneladende bevidst
glat, tomt og hedoni-
stisk pop-maleri i klare farver og "naive" symbolske genstande
som – udpræget – bolde, og
det udtryk blev han identificeret med, indtil han for ganske nylig –
muligvis under indtryk af et
ophold i Spanien, muligvis under påvirkning af begivenhederne i det
tidligere Jugoslavien –
finder en ny farveskala og et nyt, mørkladent, ekspressionistisk sprog.
Udstillingens nestor er Inger Hanmann (født 1918),
der er uddannet i efterkrigstiden på P.
Rostrup Bøyesens Malerskole og i begyndelsen af sin lange malerkarriere
præget af dennes
venlige naturalisme. Efterhånden fik abstraktionen mere tag i kunstneren,
og hun udviklede
- ikke mindst i emaljearbejderne - et ligefrem elegant, enkelt, undertiden
næsten kalligrafisk
forenklet udtryk, hvor man imidlertid ofte fornemmer en naturinspiration,
som man i øvrigt
ligeledes genfinder i mindre skulpturer og corpusarbejder i sølv. Farverne
er ofte også hentet
fra naturen, som når Inger Hanmann i det sydlige Europa går på jagt
efter cochenillelusen,
der holder til på figenkaktus. Af hunnerne kan man udvinde det røde
farvestof carmin.
Måske kom vi for hurtigt fra surrealisterne, for udstillingen tæller
flere kunstnere, der arbejder
videre i denne tradition .
Det gælder f.eks. Erik Lagoni (født 1930), som med
udgangspunkt i Henry Heerups skralde-
skulpturer og 1960ernes optagethed af assemblagen og skrot som kunstnerisk
materiale har
bevæget sig mod en poetisk surrealisme, hvor draperinger og fragmenter af
klassiske skulp-
turer i arkitektonisk stemning som en middelhavsby med undertoner af
forfald og forladthed
kredser om menneskets eksistentielle vilkår.
En tilsvarende forladthed findes i mange af Håkan
Nyströms (født 1948) værker, som dels
synes inspirerede af såvel den svenske, såkaldte Halmstad-gruppe som den
italienske, surre-
alistiske pioner Giorgio de Chirico i kunstnerens optagethed af øde,
mærkværdigt drømme-
agtige byer, hvor fragmenter fra klassisk arkitektur blander sig med
moderne formsproglige
elementer til en slags dybdepsykologisk rejse.
Også Thor Lindeneg (født 1941) er en ny-surrealist,
der har arbejdet med en slags fantastisk
figuration præget af stor perfektion med symbolske figurer, som i motivisk
fremmedartede
kompositioner synes at tilbyde betragteren en slags metafysisk
kontemplation.
Erling Steen (født 1945) er trods udsøgt perfektion
og en evne til at få genstandenes stoflige
karakter frem i gengivelserne en af landets oversete nyrealister. Han
debuterede for lidt over
25 år siden og dermed i kølvandet på den første nyrealistiske bølge
repræsenteret af Niels
Wamberg, Niels Winkel og Niels Strøbæk og lægger sig - som i vekslende
grad dem - i for-
længelse af det nederlandske stilleben med en sanselig optagethed af
hverdagens mere
eller mindre oversete genstande som eksempelvis glas og flasker.
Erik Rasmussen (født 1943) , der ved sin
debut i 1966 kunne karakteriseres som en surrealist
med inspiration hentet fra især science-fiction, udviklede op gennem
1970erne en venligt-
ironisk samtidsskildring af konsumsamfundet med vægten lagt på sensuelle
kvinder og deres
udfordrende påklædning, på byen som scene og på fritidslivet som tidens
udtryk. Karakteri-
stisk for kunstnerens opfattelse af velfærdsssamfundets nye (forbrugs)muligheder
skabte han
en række pågående grafiske blade og billboards for IRMA og IKEA, og han
blev - som i litte-
raturen Anders Bodelsen og Christian Kampmann - tidens tilbagelænede,
indforståede, ele-
gante portrættør.
Med det navn kan Ole Heerup ikke løbe fra sit
berømte fædrene ophav, men Ole Heerup
(født 1934) har formået at skabe sig et selvstændigt liv som kunstner.
Han er ikke trådt i sin
faders fodspor. Tværtimod var han efter studierne på Det kgl. danske
Kunstakademi påvirket
af en af sine lærere, Niels Lergaard, og arbejdede efterfølgende med fast
opbyggede
modelstudier med vægten lagt på en både stram og smidig linjeføring,
indtil han gennem
en frodig naturalisme søgte en stadig stigende motivisk opløsning, der
har ledt frem til et let
og luftigt, lystfyldt maleri båret af poetisk abstraktion.
Også Søren Birk (født 1939) har haft et udgangspunkt
i en dansk naturalistisk tradition, der
med tiden har ændret sig mod mere og mere abstraktion i et udpræget
ekspressivt
formsprog, hvor man dog fortsat fornemmer naturinspirationen.
Søren Ankarfeldt (født 1952) tilhører en
generation af malere, der samlet i det nu opløste
udstillingsfællesskab Storm og Stille i 1980erne søgte nye veje for det
fabulerende, ofte poe-
tisk ekspressive maleri. I hans billeder møder man gerne gestalter fra
drømme og figurer fra
en fælles menneskelig mytologi, og omend bevægelsen i hans maleri synes
at gå fra kaotisk
mylder til større monumentalitet, er hovedindtrykket fortsat heftig
malerisk gestik med farven
som kunstnerisk undersøgelsesfelt.
Har man sagt Storm og Stille, er det nærliggende at
tænke på Line Storm (født 1949), der
med sit ligeledes fabulerende udtryk og sin store udtryksmæssige
spændvidde måske godt
kunne have fundet et tilhørsforhold i denne midlertidige
kunstnergruppering. Også Line Storm
har i sine arbejder søgt beretninger om sjælens dæmoner og sindets
løngange i et ekspres-
sivt sprog, som kunne indeholde æstetiske fragmenter fra civilisationen.
Figurer og gestalter
trænger sig på i Line Storms personlige værker, som har været ledsaget
af litterære arbejder,
der tilsammen med billedkunsten har formuleret et vedkommende kritik af
konventionelle
psykiatriske behandlermodeller.
Blandt nye ekspressionister må man også henregne
Niels Reumert (født 1949), der som frem-
trædende medlem af den nu opløste kunstnersammenslutning Violet Sol i
1970erne formule-
rede en slags kvalitativt fornyet, dynamisk fortsættelse af
Cobra-traditionen med anvendel-
se af generationens yndede maskemotiv som en hilsen til læremesteren Egill
Jacobsen. Det
er med tiden gledet over i et slags figurativekspressionisme, hvor motivet
imidlertid ofte har
kunnet opfattes som en kompositorisk "undskyldning" for arbejdet
med farven, for om noget
er Niels Reumert en kolorist, der på det seneste har søgt en stadig
større motivisk forenkling.
Lisa Rosenmeier (født 1959) har betegnet sig selv
som en cross over-kunstner, der blander fle-
re kunstneriske udtryksformer som, mest iøjnefaldende, fotografi og
installation, ligesom man
kan sige, at hun i nogle af sine værker spiller på forskelle og ligheder
mellem kunst og reklame
ved at hente æstetiske greb fra begge udtryk. Arven af film- og
TV-billeder ses af Lisa Rosen-
meier som en fælles referenceramme og et eksempel på, hvordan der
foregår et cross-over
mellem finkultur og industrielt forarbejdet underholdningskultur på samme
måde som mellem
kunstens og reklamens æstetiske virkemidler. Hendes arbejde er beslægtet
med det iscene-
satte fotografi - omend det snarere vil være dækkende at sige, at hun
lader fotografiet ind-
gå som element i en række iscenesættelser af byrummet og
kunstinstitutionen.
Frithioff Johansen (født 1939) er en af de få
danske kunstnere, der seriøst og som en pioner
har søgt at forske i de kunstneriske muligheder, der ligger i ny
teknologi. Forinden har han dog
arbejdet sig gennem en lang række formsproglige muligheder med udspring i
surrealismen
og - på original vis -koblinger mellem surrealisme og pop-art. Herefter
fulgte en conceptuel,
land-art-beslægtet, nøgtern beskrivelse af landskabet i udsnit, der på
ingen måde kunne
opfattes som "naturalisme" eller for den sags skyld som maleri,
til han i 1980erne begynder at
arbejde med holografi og laserstrålers evne til at fremkalde
tredimensionale billeder.
En slags modsætning til det finder vi i
arbejder af maleren Erik Mosegård Jensen (født 1928),
hvor naturen netop bruges romantisk som motiv, Erik Mosegård Jensen har
gennemgået en
udvikling fra en slags realist med undertiden surreelle undertoner, optaget
af detaljer i natu-
rens verden, mod en på sin vist større frihed og større abstraktion,
efterhånden som han synes
at zoome yderligere ind på naturens bestanddele, og hvor det er, som om
selve naturens
substans søges fastholdt.
Naturinspirationen forekommer også påfaldende
hos Pia Andersen (født 1960), men formu-
leringen af naturen er en fundamentalt anden. Pia Andersen søger et
non-figurativt, kon-
struktivt opbygget maleri, hvor naturoplevelsen helt frigøres fra sit
konkrete udgangspunkt, og
hvor farver og linjeføring i stedet transformeres i sindet til bløde
firkanter. Som hos konstrukti-
visterne er Pia Andersens billeder opbygget i felter, men hendes geometri
er upræcis, hen-
des farver blandede, hendes linjeføring er blød og organisk, og hendes
afgrænsninger mel-
lem felterne uldne, Man kan måske sige, at Pia Andersen forråder
konstruktivismen, som
blandt andet netop ville klarhed og enkelhed og renfærdig opbyggelighed,
Man kan måske
også sige, at Pia Andersen vil en slags varm, tvetydig, spættet,
koloristisk sammensathed.
Dorte Dahlin (født 1955) kan i glimt synes at have
optagethed af stærke farver til fælles med
Pia Andersen - men ellers er deres måde at arbejde på så forskellig, som
tænkes kan. Dahlins
udgangspunkt er ganske vist den heftige ekspressionisme, der kendetegnede
1980ernes
danske akademimaleri, men Dorte Dahlin har søgt at formulere et visuelt
grundforsknings-
projekt, som, uden på nogen måde at "illustrere"
naturvidenskabelige problemstillinger eller
nyere erkendelsesteoretiske landvindinger, gennem billedkunsten søger en
lignende forståel-
se af erkendelse, perception og strategier for et samfund efter tabet af de
store værdier.
Det kan i god tid forud for udstillingen,
hvor disse linjer skrives, forekomme overraskende at se
Margrete Sørensen (født 1949) rubriceret som maler på Frederiksberg På
Højkant, for det
synes, som om Margrete Sørensens hidtidige indsats først og fremmest har
været som skulp-
tør og objektkunstner med fin forståelse for mulighederne i især
præfabrikerede materialer,
som hun har sammensat i ofte serielle forløb med en slags konstruktivisme
som bærende prin-
cip.
Alfred Friis (født 1938) er trods sin alder en noget
overset skikkelse i dansk kunst, hvis pågåen-
de, abstrakt-ekspressionistiske arbejder i nyere tid paradoksalt nok
forbindes med nogle vær-
ker skabt i dialog eller fællesskab med den tidligere vilde maler og
conteptuelle billedkunst-
ner, professor ved Kunstakademiet Claus Carstensen.
Frederiksbergudstillingens Benjamin er Rikard
Silvärn (født 1966), der i fjor afsluttede sine stu-
dier på Kunstakademiet og som allerede har deltaget i en række prægnante
skandinaviske
udstillinger. I flere tilfælde har Rikard Silvärn arbejdet site specific,
stedsspecifikt, med værker,
der forholder sig til stedet og rummet og stemningen, og bidraget til
udstillingen i Rådhus-
hallen bliver ingen undtagelse. Det består af blændrammer til to af
vinduerne, hvor den ene
vil danne en slags spejlflade, og den anden er dækket af tåget,
halvtransparent film, der til-
lader beskueren at gisne om det, der befinder sig bagved og samtidig danne
en art came-
ra obscura, hvor lys trænger igennem, således at den bagvedliggende
paternoster-(eleva-
tor) fremtræder i en projektion af stjernebilledet Pegasus.
Mette Hannemann (født 1964) er uddannet på
Kunstakademiet hos blandt andre Claus
Carstensen og Mogens Møller - men det bærer hendes sært personlige
maleri heldigvis for
alle involverede parter ikke præg af. Trods et opbrud mod en større
abstraktion har hun på
udstillinger under og efter akademitiden enten kredset om ensomme
storbyeksistenser, der i
hendes billeder næsten antager karakter af personlige parafraser over
Edvard Hoppers
maleri eller pastorale - landskabelige -scenerier befolkede med dyr og
mennesker på en
stærkt foruroligende måde.
Og så er der billedhuggerne.
Hanne Varming (født 1939) arbejder udpræget
figurativt med mennesket som motiv. Enten i
form af portrættet af individet med dets særlige kropslige eller
psykologiske træk eller som
(sind)billedet på det anonyme menneske som skæbne eller type, hvor det
lykkes kunstneren
at formulere noget eksistentielt væsentligt om det at være menneske.
Torben Ebbesen (født 1945) har, i lighed med den
beslægtede Margrete Sørensen, den rus-
siske konstruktivisme som udgangspunkt og bevægede sig i 1970erne hen mod
arkitektonisk
opbyggede værker af stadig mere og mere installationsagtig karakter og
præget af udstrakt
materialemæssig opfindsomhed, hvor eksempelvis brokker fra
industrisamfundet blev ind-
draget. I de senere arbejder har Torben Ebbesen - muligvis under indtryk af
en rejse til Japan
søgt et stadig mere forfinet udtryk og en sartere materialebearbejdning,
uden at referen-
cer til kunsthistorien og verden som sådan er blevet opgivet,
Som Torben Ebbesen er en central figur i dansk
installationskunst, er Mogens Møller (født
1934) det såvel i nyformuleringen af skulpturens sprog samt - ikke mindst
i samarbejde med
Hein Heinsen og Stig Brøgger fra 1970erne - i den sociale skulptur eller
skulpturen i det offent-
lige rum. Et velkendt eksempel på begge dele i hovedstadsområdet er
"Fredens Port’ på
Nørrebro, som han skabte i 1982 i fællesskab med Heinsen og Brøgger, og
den velkendte
’Zodiac’, en slags sindbilleder på Solsystemets planeter, på Axeltorv
over for Tivoli. Mogens
Møllers udgangspunkt er 1960ernes amerikanske minimalisme - men gennem en
kritisk bear-
bejdning af træk i den moderne civilisation er han via et intenst arbejde
med erkendelses-
teoretiske nybrud nået frem til en slags skulpturer, der tilsyneladende er
fyldt med hemmelig-
heder og skjulte lag, og som tilbyder beskueren en slags
eftertænksomhedens meditative ro
med mulighed for at træde et skridt ud af hverdagen uden at miste den.
